Når du har en hjemmeside, er det altid interessant at se, hvordan dine besøgende bevæger sig rundt. Det kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilke sider der er populære – både blandt brugerne, men også i Googles søgeresultater. Derfor er det vigtigt at holde øje med de enkelte siders bounce rate.
Mange taler om, hvor vigtigt det er, at din hjemmeside har en lav bounce rate. En lang række virksomheder kigger på bounce rate for at finde ud af, hvilke sider brugerne interagerer mindst med. Men hvad siger bounce raten egentlig om din hjemmeside? Og hvordan sænker du den? Læs med her, hvor vi deler ud af vores bedste tips til, hvordan du forbedrer din hjemmesides bounce rate.
Hvad er bounce rate?
Det korte svar er, at et “bounce” opstår, når en bruger åbner en side på din hjemmeside og derefter forlader hjemmesiden fra samme side, uden at foretage sig andet. På dansk kaldes bounce rate for afvisningsprocent.
I Google Analytics er bounce raten enkeltside-sessioner på din hjemmeside. Et bounce er beregnet specifikt som en session, der kun udløser en enkelt anmodning til Analytics-serveren, f.eks. når en bruger åbner en enkelt side på din hjemmeside og derefter afslutter uden at udløse andre anmodninger til Analytics-serveren under denne session.
En undersøgelse fra Rocket Fuel anslår, at de fleste hjemmesider har en bounce rate, der ligger mellem 26% og 70%. Baseret på deres data har de dannet et karaktersystem:
- Mindre end 25%: Der er højst sandsynligt fejl på siden
- 26-40%: Udmærket
- 41-55%: Gennemsnitlig
- 56-70%: Højere end gennemsnittet, men kan give mening, alt efter hjemmesiden
- Højere end 70%: Dårlig, eller noget er galt med siden.
En høj bounce rate er ikke nødvendigvis dårlig
Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, at dine besøgende klikker på “luk” i stedet for videre til næste side. Det kan være en indikator på, at de fandt præcis, hvad de søgte efter på din landingsside, og ikke har behov for at lede videre.
Et eksempel kan være, hvis du har en bruger, der gerne vil finde en opskrift på æblekage. Hvis vedkommende først skal grave sig igennem sider med både desserter og kager for at finde opskriften, giver dette en bounce rate på 0%, men samtidig en dårlig brugeroplevelse – og de vil formentlig finde opskriften på en anden hjemmeside næste gang.
Omvendt kan du have en bruger, der finder din opskrift gennem søgeresultaterne på Google. Så lander de på opskriften, bager kagen og klikker væk. Det giver en høj bounce rate, men til gengæld en bedre brugeroplevelse – og vil formentlig besøge din side igen, næste gang de skal bruge en opskrift.
Det er derfor værd at have dette i tankerne, når du kigger nærmere på bounce raten for din hjemmeside.
Hvorfor er min bounce rate så høj?
Der kan være flere grunde til, at bounce raten på din hjemmeside er høj. Som nævnt tidligere kan det være, at dine besøgende finder lige præcis, hvad de ledte efter på første side. Der kan dog også være en række faktorer, der går ud over brugeroplevelsen, som måske er et tegn på, at din hjemmeside trænger til en opgradering.
Hvis din hjemmeside har en høj bounce rate, kan grunden være:
- Din hjemmeside er lang tid om at åbne.
- Der er en teknisk fejl – f.eks. en blank side.
- Indholdet er dårligt eller af lav kvalitet.
- Indholdet matcher ikke søgeord.
- Siden indeholder dårlig eller irriterende UX – f.eks. mange pop-up-reklamer eller subscribe-knapper.
- Siden er ikke mobilvenlig.
Tips til at forbedre din bounce rate
Heldigvis er der en række ting, som du selv kan gøre for selv at forbedre din bounce rate.
Forbedr dit indhold
Sørg for, at dit indhold er relevant, spændende og af høj kvalitet. Det er vigtigt, at dine søgeord matcher det indhold, som rent faktisk står på siden. Det er også en fordel at gøre tekster mere læsbare – hvis du f.eks. har meget lange tekster, kan du dele dem op med flere overskuelige afsnit.
Gør din hjemmeside hurtigere
Hvis din hjemmeside bruger lang tid på at indlæse, bliver brugerne utålmodige og klikker væk. Tænk derfor over, om du f.eks. har mange store billeder eller video-materiale, som gør siden langsommere.
Gør din hjemmeside navigérbar
Vil du have folk til at se endnu mere af din hjemmeside? Så sørg for at gøre det nemt for dem at finde rundt. Du kan f.eks. tilføje en menu, så dine besøgende har et overblik over, hvilket indhold du har, samt hvor let de kan finde det. Og så kan det være en klar fordel at gøre din hjemmeside mobilvenlig.
Skal du bruge hjælp til at forbedre din hjemmesides bounce rate?
Som du kan læse, kan der være mange faktorer, der spiller en rolle for din hjemmesides bounce rate. Hvis du gerne vil dykke ned i, hvordan du forbedrer din hjemmeside, så tag fat i os. Send os en mail på kontakt@webpuls.dk, og lad os finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dig med at forbedre din hjemmeside. Du kan også læse mere om vores arbejde med hjemmesider lige her.